Om fodterapi · Hvidovre Torv

Fodterapeut eller pedicure: hvad er forskellen

Begge dele handler om fødder, men det er to forskellige ting. En pedicure er pleje og velvære, mens fodterapi er sundhedsfaglig behandling. Her kan du læse, hvad forskellen betyder for dig, og hvornår det er en god idé at vælge en fodterapeut.

To forskellige ting med samme fødder

Mange bruger ordene pedicure, fodpleje og fodterapi i flæng, og det er forståeligt. Alle tre handler om at få fødderne til at have det godt. Forskellen ligger i formålet og i den faglige ramme, behandlingen foregår i.

En pedicure tilbydes typisk af kosmetologer, fodplejere eller i en wellnesscenter. Den handler først og fremmest om velvære og udseende: et varmt fodbad, pæne negle, blød hud og måske lak og massage. Det kan være en dejlig måde at forkæle sig selv på.

Fodterapi er sundhedsfaglig behandling. En statsautoriseret fodterapeut har en statsanerkendt uddannelse, er en del af sundhedsvæsenet og er under tilsyn af Styrelsen for Patientsikkerhed. Fokus er på at undersøge, behandle og forebygge problemer i fødderne, også dem, der hænger sammen med sygdom eller fodstilling.

Hvad sker der hos fodterapeuten

Når du kommer til en fodbehandling hos mig, begynder vi med en kort snak om dine fødder, dit helbred og den medicin, du tager. Det har betydning for, hvordan jeg griber behandlingen an, fx hvis huden er tynd og sårbar, eller hvis du har diabetes eller gigt.

Selve fodbehandlingen indeholder:

  • Fodbad.
  • Neglene klippes, slibes og renses op.
  • Hjørner, kanter og hård hud fra neglefalsen fjernes.
  • Hård hud og eventuelle ligtorne beskæres.
  • Blødgørende creme til sidst og råd og vejledning undervejs.

Undervejs ser jeg også efter tegn, der kan pege på noget andet end almindelig hård hud, fx trykmærker, ændringer i huden eller en fodstilling, der giver belastning. Hvis noget bør ses af lægen, siger jeg det. Du kan se, hvad behandlingerne koster, på prissiden.

Hvornår skal du vælge en fodterapeut

Har du raske fødder og har lyst til at blive forkælet, kan en pedicure være et fint valg. Der er dog situationer, hvor det er en god idé at gå til en statsautoriseret fodterapeut:

  • Du har diabetes eller gigt, hvor fødderne er mere sårbare, og små skader kan udvikle sig. Læs mere om diabetes og fødder.
  • Du har ligtorne, der gør ondt, eller hård hud, der bliver ved med at komme igen.
  • En negl gror ned i huden, er rød og øm, eller du har fortykkede negle, der er svære at klippe selv. Læs om nedgroede tånegle.
  • Du tager medicin, der påvirker blodet eller helingen, eller du har nedsat følesans eller dårligt blodomløb i fødderne.
  • Du har ondt, når du går, eller mærker smerter, der kan hænge sammen med fodstillingen.

I de tilfælde handler det ikke kun om at fjerne det, der generer, men også om at finde årsagen. Hård hud og ligtorne er ofte et tegn på tryk fra sko eller fodstilling, og de kommer igen, hvis trykket ikke bliver lettet. Derfor får du også råd om sko og eventuelt indlæg.

Hygiejne og skarpe instrumenter

Når hård hud og ligtorne skal beskæres, eller en nedgroet negl skal behandles, arbejder jeg med skarpe instrumenter tæt på levende væv. Her er hygiejne og en faglig vurdering af, hvor meget der skal fjernes, afgørende for, at behandlingen er tryg. Jeg lever op til Sundhedsstyrelsens kliniske standarder for hygiejne.

Et råd, uanset hvor du får dine fødder behandlet: Fil ikke hård hud og hæle med en fodfil. Friktionen giver varme, som kan få huden til at danne endnu mere hård hud, og på tynd hud kan filen gøre skade. Brug hellere en god fodcreme hver dag, og lad den hårde hud blive fjernet professionelt. Du kan læse mere på siden om hård hud under foden.

Titlen er din tryghed

Fodterapeut er en beskyttet titel. Kun den, der har gennemført uddannelsen og fået autorisation, må kalde sig fodterapeut. Det betyder blandt andet, at der føres journal, at der er tavshedspligt, og at du kan klage, hvis noget går galt. Du kan læse mere på siden om, hvad en statsautoriseret fodterapeut er.

Det er ikke et enten-eller. Mange nyder en pedicure en gang imellem og går til fodterapeut, når der er noget, der skal behandles. Det vigtigste er, at du ved, hvad du får, og vælger efter det behov, du har.

Hvornår skal du søge læge

Bliver et område på foden rødt, hævet og varmt, får du feber, eller har du et sår, der ikke heler, så kontakt din læge. Har du diabetes og opdager rødme, hævelse eller et sår på foden, så kontakt lægen, mig eller vagtlægen med det samme.

Fodbehandling på Hvidovre Torv

Jeg holder til på Hvidovre Torv 1, tæt på Rødovre, men lige inde i Hvidovre. Der er gode parkeringsforhold lige ved døren, og bus 22 og 132 stopper ved Åstrupgårdsvej, ca. 100 meter væk. Læs om dit første besøg hos fodterapeuten, eller se, hvordan du finder vej, på siden om fodterapeut i Hvidovre.

Spørgsmål og svar

Ofte stillede spørgsmål

Kan jeg gå til pedicure, hvis jeg har diabetes?

Med diabetes er fødderne mere sårbare, og små skader kan udvikle sig til sår, der heler dårligt. Skal der skæres hård hud, ligtorne eller negle, bør det derfor ske hos en statsautoriseret fodterapeut. Er du i tvivl, så tal med din læge eller ring til mig.

Hvordan kan jeg se, om min behandler er fodterapeut?

Fodterapeut er en beskyttet titel. Du kan slå en fodterapeuts autorisation op i Autorisationsregistret hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Skal jeg have en henvisning for at komme til fodterapeut?

Til almindelig fodbehandling kan du selv booke tid. Bøjlebehandling af nedgroede negle kræver en henvisning fra lægen, og tider med henvisning bookes ved at ringe til mig.

Hvad koster en fodbehandling hos dig?

En fodbehandling koster 540 kr. og omfatter fodbad, negle, hård hud og eventuelle ligtorne, creme og råd. En neglebehandling uden fodbad koster 440 kr. Alle priser står på prissiden.

Book en tid, der passer dig

Vælg en ledig tid online, når det passer dig.

Bestil tid online